I spidsen for BUPL i 10 år: Elisa Rimpler traf et valg, da hun stod med brevet i hånden

Da jeg stod der med brevet i hånden, vidste jeg, at den ikke gik længere. Nu ville jeg blive nødt til at tage stilling.

Jeg orkede nærmest ikke at åbne kuverten, men gjorde det alligevel. Og blev med det samme bekræftet i, at jeg måtte vælge: Skulle jeg gå i retning af karriere og materielle goder? Eller skulle jeg søge mod de værdifulde fællesskaber, som gav mening for mig selv og gjorde en forskel for andre?

Gik på omgang mellem Tot, Bess, Anne og Søs

Jeg var i begyndelsen af 20’erne og boede i en lillebitte 1-værelses lejlighed i Esbjerg. Jeg havde et skønt ungdomsliv, og hver dag cyklede jeg hen til havnen og tog færgen til Fanø, hvor jeg arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave.

Jeg havde de mest fantastiske kolleger, der lærte mig op i det praksisfelt, som pædagogikken er, og også tog ansvar for mig som ung medhjælper. Når vi havde aftenmøder, og jeg ikke kunne nå frem og tilbage med færgen, tog de mig med hjem til middag med familien.

Jeg skulle ikke sidde der i institutionen og kukkelure, så jeg gik på omgang mellem Tot, Bess, Anne og Søs.

Jeg kunne ikke blive ved med at spilde mine talenter

De var kærlige og omsorgsfulde, men havde også store forventninger til mig. De var meget tydelige om, at det var tid for mig til at uddanne mig. Jeg kunne ikke blive ved med at spilde mine talenter som uuddannet pædagogmedhjælper, det gjorde de klart for mig.

Det kunne føles irriterende, at de prikkede til mig, men jeg havde brug for lidt hjælp til at komme ud af starthullerne.

Deres insisteren fik mig til at søge ind på den uddannelse, der ledte til min store drøm: At blive reklametegner og være en del af det kreative, seje miljø ude på bureauerne.

Brugte timevis på at tegne på værelset

Jeg var dygtig til at tegne og kunne som barn bruge timevis alene på mit værelse, mens jeg nørdede mig ned i kunsten. Jeg vandt også en tegnekonkurrence. Reklamebranchen fascinerede mig meget, og jeg drømte om en karriere, hvor jeg kunne kommunikere til folk gennem mine billeder.

Men jeg vidste, at de kun lukkede 25 ind ad gangen på uddannelsen. Jeg havde brug for en plan b. Det blev pædagoguddannelsen.

Ikke nødløsning, men alternativ

Det var ikke en nødløsning, men et alternativ, for jeg kommer fra en pædagogfamilie og følte mig overbevist om, at det værdifællesskab, man bliver medlem af som pædagog, også ville være helt rigtigt for mig.

Reklametegneruddannelsen var den uopnåelige drøm. En drøm, som jeg nu kunne række ud og røre ved, da jeg stod med brevet i hånden: De skrev, at de meget gerne ville se mig på uddannelsen. Spørgsmålet var så, om jeg også ville se dem?

Jeg manglede stoflighed og mening

Jeg tænkte tilbage på mit besøg på uddannelsen, der lå i Sønderjylland. De studerende sad foran hver deres computer og arbejdede. Det virkede meget individorienteret, og jeg fik fornemmelsen af at mangle noget stoflighed.

I endnu højere grad savnede jeg mening. Turen hjem fra Højer til Esbjerg i en bumlende bus føltes længere, end den i forvejen var, for jeg kunne mærke, at min drøm måske alligevel ikke var den rigtige for mig.

Jeg var i tvivl, lige indtil jeg ringede

Fællesskabet har altid betydet meget for mig. Så længe, jeg kan huske, har jeg haft det forfærdeligt med uretfærdighed, og det har været et ideal for mig at gøre en forskel for andre mennesker. Som pædagog ville jeg kunne inspirere børn via legen, give dem tryghed og omsorg og stimulere dem i deres udvikling på kreative måder. Jeg var vild med det. 

Alt det tænkte jeg på, mens jeg stod med brevet.

Jeg var i tvivl, lige indtil jeg ringede og sagde, at de måtte give pladsen til en anden og beklagede at have trukket det så langt ud. Da jeg lagde røret på, mærkede jeg lettelsen. Nu skulle jeg på pædagogseminariet.

Et valg mellem to verdener

Jeg havde et valg mellem to verdener, som begge handler om menneskers natur og fællesskaber. Den ene fokuserer på at understøtte og hjælpe mennesker. Den anden handler måske mere om at manipulere dem.

Jeg valgte den vej, der giver mest mening for mig, og det har jeg aldrig fortrudt. Ikke et sekund.